Beretningen om tårnet

Den mystiske og blodige beretning om, hvordan Stoense kirke fik sit tårn ….

Den følgende beretning stod i Hou-Stoense-Snøde kirkeblad nr. 3, 57. årgang, april og maj 1998.

Så sent som i 1600 har man i Stoense fået sig et kirketårn. Ved samme lejlighed blev der opsat hvælvinger, kirken blev forlænget, og sideskibet bygget til. Hvem der har foranstaltet dette kostbare byggeri, får man et vink om, idet der står skrevet på tårnets østside årstallet 1600 og initialerne N.H og H.H. Ingen ved, hvem initialerne tilhører. Følgende historie prøver en forklaring:

Beretningen foreligger som referat af et foredrag, som pastor Lavind-Hansen holdt i 1950-erne. Som kilde angives bl.a. byskriver Peder Rasmussens bog om Langeland, som udkom i 1849:

Det fortælles, at på den gamle, ret store Skattebøllegaard nede mod Vesterstrand levede der i slutningen af 1500-tallet en storbonde, hr. Holck, der tillige var kaperkaptajn; megen sølv havde han fået lagt på kistebunden, både ved sit jordbrug og sine togter på havet. Lavningen mellem stranden og den store moseagtige dam ved sin gård havde han gennemgravet, så han ad en kanal kunne løbe op i dækning med sine skibe, og da han døde, efterlod han en stor arv til sine to døtre, der nu sad på Skattebøllegård.. Deres navne var Nikoline og Hanne Holck, og begge skal have været skønne af skikkelse og fromme i sind. Ca. 1 km ude nord for Stoense sogneby lå der en gård, Galtbo kaldet, hvor to brødre residerede. Begge brødrene fattede kærlighed til jomfruerne Holck, uden at det kunne blive dem klart, hvem af brødrene, der ville have hvem af jomfruerne. Om direkte bejlen hørte man ikke, ej heller hvem af brødrene, jomfru Nikoline har givet sit ja-ord i løn, eller hvem jomfru Hanne har givet sit.

Men spændingen og naget mellem brødrene vokser, og jomfruerne lever i håb og bøn om en klaring i kærlighedens labyrinter. Så indtræffer der en begivenhed, som får skæbnesvangre følger.

I en stor pest var de fleste mennesker på øen uddøde, og de overlevende mænd søgte at tilegne sig de herreløse gårdes jorder. Således var det også tilfældet med de to brødre. En dag mødtes de med deres plove ude på en øde mark, hver af dem ville med sin plovfure inddrage det mest mulige af jorden til sin fordel. De drev imod hinanden, den ene ville ikke vige for den anden. – Og så slår de indestængte hadske følelser ud i lys lue: Der var nu dette med jordstykket, og der var dette med de skønne, rige jomfruer nede på Skattebøllegaard. Onde tanker udløser vrede ord, vrede ord igen overilede handlinger, hver greb sin plovstav, det blev til broderstrid, det blev til blodigt manddrab. Den ene fældede den anden, men sejrherren havde i kampen fået så svare banesår, at han også segnede på stedet.

Morderne måtte ikke begraves i kirkegårdens indviede jord. Begge lig blev nedgravede på stedet, og siden den dag hedder banken derude ”Blodager”. (Der må tænkes på banken ved hjørnet af amtsvejen og Egelundvej.)

På Skattebøllegaard henfaldt jomfru Nikoline og jomfru Hanne udi stor veklage, al den stund de vidste, at det var for deres skyld den blodige ugerning derude på Blodageren var begået. De to dræbte brødre havde været dem kære, og brudefærd var nu udelukket. De klædte sig i sørgeflor og henflyede til deres bibel og bønnebog.

Og nu kommer efter den gamle, levende tradition det skønne: De to kvinder beslutter til deres dødsdag at leve i jomfrustand, men mere endnu: De beslutter at bringe et sonoffer for deres to bejleres dødssynd. Rigeligt sølv har de, gudhengivent sind tillige. Og så er det, stadig efter traditionen, at de som sonoffer og kærlighedsoffer påtager sig at berige Guds Helligdom og gøre deres lille sognekirke i Stoense til en statelig bygning. Det sker ca. år 1600, hvor kirken ifølge ”Trap” blev forlænget mod vest, bjælkeloftet erstattet af hvælvinger, og oven over koret i øst opført et tårn. På tårnet blev så indsat med jerntyper årstallet 1600 og forbogstaverne N.H. og H.H.: Nikoline Holck og Hanne Holck. Og til tak for jomfruernes dåd skal de være stedt til hvile under prædikestolen inde i kirken.

Dette sker omkring år 1600, men op gennem tiden vidste folk at fortælle, at når man ved nattetide færdedes på vejen forbi ”Blodager” kunne man se de to brødre i vildskab styre deres plovspand mod hinanden deroppe på banken og høre dem stønne og kives. – Og folk skyndte sig rædselsslagne forbi gespensterne.

Så er vi kommet op i 1890-erne. Brødrenes fædrenegård var for længst nedbrudt, og de svære sylsten anvendt til grundsten for nogle af gårde i Stoense, og jorderne gået over på andre hænder, således også ”Blodager” med brodergraven.

Så sker det, at den daværende ejer af denne mark, tømmermanden Anders Pedersen, en dag går og arbejder i denne sin lille jordlod, og at han støder på graven. Knogler og ben kommer til syne. Som ret er, sender han bud til læge Rasmussen i Snøde, for at få konstateret, om det er menneske- eller dyreknogler. Doktoren konstaterer, at de er af mennesker, og det står nu klart, at det må være de to brødre, der for næsten 300 år siden myrdede hinanden derude og nedgravedes på stedet. Anders Tømmermand gør nu noget smukt. Han samler det hele sammen, bærer det varsomt hjem til sit værksted og laver en lille trækiste, hvori han lægger benene. Så skikker han bud til sognepræsten for Snøde-Stoense, pastor Ehlers. Præsten kommer og tager den beslutning, at den lille kiste med menneskeresterne ikke skal føres op og sættes ned i Stoense kirkegård, men føres tilbage og graves ned i marken, hvor den oprindelige grav var. Og således blev det.

Et lille følge af naboerne var med. Men forinden trækassen blev lukket, kastede doktor Rasmussen nogle kobberskillinger – 2- og 5-ører – ned til knoglerne med den bemærkning, at hvis der nu om nogle hundrede år atter gøres gravfund her, vil arkæologerne få noget at spekulere over. Hvordan er det gået til, at disse gamle ben har fået mønter med kong Christian den Niendes billede ned hos sig? og Hvorfor? Og hvad har de været? Den lille trækiste sattes nu ned igen dybt under mulde. Pastor Ehlers lyste velsignelsen med Guds fred over de hedengangne.

Så vidt en i Stoense endnu levende, troværdig, næsten 90-årig gammel mand, der som nabo overværede begivenheden, og andre, der har hørt deres forældre tale derom eller har det i erindringen fra deres barndomstid. (Hermed slutter historien, som pastor Lavind-Hansen fortalte).